Vi opdrætter jo lam til slagt+salg, det betyder at vi en gang om året, får slagtet lam.
I år, har vi valgt kun at få 2 lam i fryseren, da vi sidste år, rendte ind i det problem, at vi ikke fik solgt nogen af vores lam, og vi derfor brændte inde med 4 lam til fryseren selv.
Vi elsker lammekød, men vi vil hellere have at de dage vi får lam, er noget eksklusivt, så i år har vi været så heldige at vi har fået solgt 3 af lammene, 2 beholder vi selv, og de 2 sidste får mine svigerforældre, mod at de betaler for slagteren.
Når vi slagter, betaler vi kun for aflivning+"flåning" af dyrene, selve opskæringen og parteringen står vi får.
Jeg har desværre ingen billeder fra vores slagtedag i år, da det simpelthen gik så hurtigt. På bare 2-2.5 timer, havde vi parteret 6 lam.
Når vi partere, partere vi så vi får 2 køller, 2 bove, 2 rygge, 1 hals og et par poser ribben. Herudover er vi også i år begyndt at skære slaget fra til rullepølse (vi plejer at hakke slaget).
Jeg har søgt nettet tyndt efter opskrifter på lammerullepølse, og jeg fandt denne, og gik ud fra den.
Ingredienser til 500 g rullepølse:
Saltning:
35 g salt
10 hele peberkorn
6 tørrede enebær
Fyld:
2 store håndfulde persille (kruspersille)
1 løg
2 fed hvidløg
1 spsk hele peberkorn
Kogning:
Vand
3 laurbærblade
5 peberkorn
5 tørrede enebær
Saltning
Rist enebær og peberkorn på en pande, så smagene frigives.
Lad dem køle lidt af, og knus dem herefter i en morter sammen med salt, så det hele bliver findelt og blandet godt sammen.
Læg slaget på et skærebrædt med kødsiden nedad, og gå det efter for fedt og hinder.
Fordel saltet over slaget, læg slaget i et fad, film fadet godt, og lad det hygge sig i køleskabet min. 1 døgn.
Kogning
Tag slaget ud af køleskabet, skyl/ryst, det resterende salt af, og tør slaget godt af for overskydende væske.
Hak persille, løg og hvidløg fint, bland det sammen.
Knus peberkornene (varm dem evt. på en panden inden).
Drys de knuste peberkorn, over slaget. Fordel herefter persille/løgblandingen over slaget.
Jeg har valgt at putte et par blade husblas på slaget inden jeg ruller, for at være sikker på at det nogenlunde holder formen.
Nu skal slaget rulles sammen, sørg for at rulle pølsen stramt sammen.
Snør slaget med kødsnor. Jeg søgte på youtube efter videoer. Det er vigtigt at rullepølsen er bundet virkelig stramt til.
Sæt en stor gryde med vand over at koge, tilsæt peberkorn, laurbær og enebær. Vandet skal ikke bulderkoge, når pølsen er komme i, men bare stå at småsimre let.
Lad rullepølsen stå at småsnurre i 1½ times tid.
Tag rullepølsen op, og lad den køle let af. Jeg puttede pølsen i en stegepose, for at undgå væske i hele køleskabet + eventuel smag fra pressen, herefter puttes den i en rullepølsepresse, og puttes i køleskabet.
Når rullepølsen er gennemkold, tages den ud af pressen, snoren klippes og man kan nu spise en lækker hjemmelavet listeriafri rullepølse..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar