Syltning, høst og opbevaring.
Når man har et lille hobbylandbrug, med grøntsager og kød, er en af de vigtigste ting ved høsttid - udover at høste, at forædle og tørre afgrøder til vinterens brug.
Vi har desværre ikke de helt rigtige opbevaringsmuligheder, med det mener jeg et sted der er under 10 grader, tørt og mørkt.
Men det er da et stort ønske når vi flytter i vores eget, at få et madkammer inde i huset og et rigtigt opbevarings rum i et udehus (stort ønske er en jordhule der er frostfri).
Men det vi kan gøre nu er at sylte, tørre og fryse.
I dag stod det så på syltning af rødløg - godt nok konventionelle, da vi kun har sat de almindelig gule kepaløg.
Jeg har kigget forskellige opskrifter igennem, for at finde en god opskrift på syltede rødløg.
Ingredienser:
3-4 mellemstørrelse rødløg (jeg brugte 6-8 rødløg i forskellige størrelser)
4 dl eddike (jeg brugte den farvede)
1 dl sukker
10-15 peberkorn
2 stjerneanis
Bland eddike, sukker og krydderier i en gryde og sæt det til at koge. Løgene skæres som du vil, enten i ringe eller stave, og kommes i rene sylteglas (vask dem eventuelt i atamon eller vodka). Når sukkeret er opløs, hældes blandningen over løgene i glasset/ne.
Luk glassene og opbevar dem på køl.
Jeg ved ikke helt hvor længe de kan holde sig, men jeg vil skyde på minimum en måneds tid - de er nok spist der ;)
Jeg vil anbefale at man minimum lader dem trække i 24 timer, men også gerne en uges tid. Da jeg først har syltet dem i dag, åbner vi det første glas i dag - det bliver forhåbeligt en sprød oplevelse, med en smule syrlighed og en anelse anis.
Men når jeg nu snakket løg, så ska jeg da også vise vores Kepaløg. De blev hevet op af jorden for ca. 1½ månedstid siden, da alle stængler havde lagt sig, og var begyndt at visne ind.
I starten hang de til tørre over en gammel markrive, da regnen begyndte at komme, kom de ind i stalden for at tørre færdig.
For ca. 14 dage siden, begyndte jeg så at flette alle stængler sammen. Jeg fletter dem sammen, som når man vil lave en almindelig fletning. Note til mig selv til næste år: Husk at flette høstbindergarnet med fra bunden af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar